VOLLERUP JAGTFORENING

DRENG I VOLLERUP

Jeg er født i Vollerup i 1936, så der er løbet meget vand gennem Søderup å ”Æ strøm” siden. Min far Jens Beier, gik på jagt da jeg var dreng og var en overgang medlem af jagtforeningens bestyrelse, hvor han var kasserer. Da der næsten aldrig var penge i kassen, og han derfor ofte måtte lægge penge ud, ville han ikke længere være kasserer. Det kunne han ikke blive fri for sagde de andre. ”Så melder jeg mig ud”, sagde han. Og det gjorde han.

Jagtinteressen havde jeg dog fået, da vi ofte var med på hønsejagt, hvor der ikke sjældent blev skudt 25-30 agerhøns på en dag. (pr. mand).

Vi var altid med på klapjagter. Da fik vi fri fra skole for at vi kunne komme med for at bære harer. Det glædede vi os til hele året.

Der blev dengang skudt 40 – 50 harer.(På hver klapjagt). Vi vidste også hvem vi helst ville gå med. Nogle fordi de skød godt, andre fordi de betalte godt. Vi fik 25 øre for at bære en hare og bagefter 1 krone af foreningen. Så skulle vi bære den op til den nærmeste gård og hente dem når jagten var forbi.

Det kunne godt være hårdt når vi havde 2-3 harer at bære på. Og hvor så vi ud af blod, hår og harepis. Der var dog alligevel kamp om at få fat på flest harer. Der kunne godt være 3-4 drenge som løb om kamp for at komme først.

Dengang var der ingen der blev kørt rundt. Der var som nu, en klapjagt på Østermarken og en klapjagt på Vestermarken. Man gik rundt til alle klap og der blev altid afholdt ”Keddeljagt” undtagen i ”Tonnes” og ”Chr. Eskildsen’s” skov hvor der blev stillet om og klappet igennem.

Mødestedet dengang var altid på kroen. Når jagten var forbi, blev harerne solgt på auktion, som foregik lige efter jagten, og det var altid Peter Petersen der var auktionarius. Før han holdt dem op, blev de altid strakt godt ud for at de kunne ”præsentere sig”. Rådyr blev der næsten aldrig skudt dengang.

Købmanden havde også en god dag. En honningkage kostede 10 øre og en sodavand 25 øre. Og fra oktober havde han også ”Kinesere” hundepropper m.m. så det lykkedes sjældent at få penge tilovers; men vi havde en god  dag, og der blev skudt livligt, også efter jagten.

Alle drenge med respekt for sig selv havde en luftbøsse. Peter Bundesen, Gunnar og Hansi havde en ”Diana” og Gynther en ”Tell”. Jeg fik også en luftbøsse til jul. Den var dog bedst til hyldebær.

Om aftenen gik vi ofte rundt og skød gråspurve. Der var mange steder, hvor de havde huler i stråtagene(som der en gang var mange af) eller også sad de oppe under tagspærene. Vi kunne skyde mange på en aften. Én til at lyse og én til at skyde. Spurvene var til stor skade dengang. De optrådte i store flokke. Et par gange om året kom ”æ grospemand” med en lang bambusstang og rev reder ned.

Da jeg blev 16 år, var det en selvfølge at jeg ville have jagttegn og gevær. Geværet købte jeg i Aabenraa hos en gammel sadelmager. Det var et Belgisk og jeg gav 450,oo kr. for det, og har det stadigvæk. Jeg ville først have købt et hos ”Jes Pind” for 50,oo kr. hvor skæftet var revnet; men det sagde min far heldigvis nej til. Jeg skulle købe et ordentligt gevær. Det var starten på min store fritidsinteresse.

Da jeg fik min første hund, pointeren  Jesper, blev det pludselig meget mere spændende at gå på jagt. Ikke ret længe efter at jeg havde fået den, den var vel ca. 5 mdr. havde jeg den med på duejagt i ”Tonnes Skov”.  Her forsvandt den for mig. Selv om jeg fløjtede og kaldte kom den ikke. Så jeg måtte gå op til bilen som stod halvvejs oppe ved ”Højgård”.  Her sad den og ventede på mig. Det var en meget stor, stærk og hurtig hund. Da jeg engang var med på rævejagt, løb den en hare ind, da jorden var frossen. Det var en hund som krævede store arealer. Den havde en god fast stand og apporterede alt hvad der blev skudt. Det kunne godt være lidt træls at bære meget af det, som de andre havde skudt.

Senere har jeg haft et par gravhunde. Den første blev kørt ned og den anden nåede aldrig at blive brugt til gravjagt, fordi der kom ”Rabies” og så måtte vi ikke lade hundene gå i grav. Da Rabiesen var færdig var hunden også. Så har jeg haft 2 ”Breton’er”. Det var en ”kompromishund”. Ikke så stor som Pointeren og ikke så støjene som gravhunden. Disse hunde var jeg utrolig glade for. Den er nem, hurtig, og god til næsten al slags jagt. Det kniber dog med at apportere en ræv.

De første år hvor jeg gik på jagt , tog vi vore gæster med hjem til frokost; men da der ofte sad nogle få tilbage, foreslog formanden, Chr. Petersen,  at frokosterne fremover blev afholdt i fællesskab i forsamlingshuset. Det har vi så gjort siden, og er absolut at foretrække.

Da jeg begyndte at gå på jagt, havde vi udveksling med Smedager, Gåskær, Havsted og Todsbøl. I dag er Smedager den eneste som vi har haft udveksling med hele tiden. (75 år). Nu har vi udveksling med Smedager, Stollig (det startede da Leif Nielsen var formand, fordi han havde jord, som var med i Stollig,) og Ravsted hvor Kurt Jørgensen fik startet en udveksling. Det er altid meget hyggeligt at komme andre steder på jagt og se nye terrainer og træffe nye jagtkammerater.

I 1976  blev Peter Wilhelmsen, Theodor Schmidt, Peter Petersen(Tonne), Hans P. Carstensen, Havsted og jeg selv enige om at det kunne være hyggeligt om vi kunne stifte vores egen jagthornsblæsergruppe. Vi fik indkøbt ”Fürst Pless” horn og  fik så Harald Jürgensen fra Felsted til at undervise. Vi spillede engang om ugen på skift hos hverandre og kom hurtigt efter at spille de mest almindelige signaler. Den vi først lærte var ”Frokost”.  Da vi kom til foråret spurgte Harald om jeg kunne tænke mig at spille med i Felsted, fordi de skulle med til Danmarksmesterskaber i Silkeborg og der var én fra deres gruppe som var ”hoppet fra”. Jeg sprang til og det lykkedes for os at blive nr. 2. Året efter blev gruppen udvidet med Uwe Festersen og Gunnar Lauridsen.  En overgang spillede vi også sammen med Tinglev–gruppen.

I Vollerup er jeg nu den eneste af ”de gamle” som blæser. Til gengæld har vi nu fået

Af Truels Beier

Maj 2007